Jean Lave og Etienne Wengers sociale læringsteori om legitim perifer deltagelse i praksisfællesskaber har været meget indflydelsesrig i uddannelses- og arbejdslivsforskning. Men nu – 30 år efter at teorien blev introduceret – fremsætter Etienne Wenger-Trayner, sammen med sin hustru Beverly Wenger-Trayner, en ny og mere omfattende social læringsteori. De arbejder som uafhængige læringsteoretikere, undervisere og konsulenter, og har nu udgivet en bog, som er tænkt som den første i en række, der har til formål at opdatere den oprindelige teori om social læring i praksisfællesskaber. Bogen skitserer både den nye teoris grundlag og rummer praktiske overvejelser om, hvordan teorien kan skabe værdi for praktikere. Bogens målgruppe er således både forskere og praktikere. På de første 70 sider i bogen fremsættes den nye teori, mens resten af bogen eksemplificerer og operationaliserer teorien med cases og praktiske refleksioner over, hvordan teorien kan bruges.
Read full abstract