Abstract
Jonas Ross Kjærgård: “The Profitability of Slavery. Economy and Morals in French Melodrama on the Haitian Revolution, 1792-1798”This article investigates how French revolutionary melodrama depicted the institution of slavery after the outbreak of the Haitian revolution in 1791. Prior to the slave rebellion in France’s most important Caribbean colony, St.-Domingue (present day Haiti), abolitionary writers and intellectuals had presented the argument that slavery was not only morally wrong but also economically unprofitable. For the more radical writers of the 1770s, such as Abbé Raynal and Louis-Sébastien Mercier, slavery was an evil that called for revolutionary violence in the colonies. However, when news of the actual slave revolt and its violent incidents reached France, the stance on violence and the interconnection of morals and economy changed. Through a reading of three plays the article aims to show that the Haitian revolution – as well as the radicalization of the French revolution – caused play writers to condemn violence among the slaves; to urge rebelling slaves to return to the plantations; and to present a colonial system in which slaves became free workers in return for their promise to work hard and accept the continuation of French colonial rule.
Highlights
Ingen af læsningerne spørger imidlertid specifikt til, hvordan den haitianske revolution, der tog sin begyndelse i august 1791, indvirkede på præmisserne for at forholde sig til slavers menneskelighed og rettigheder
Den diskussion havde ellers været bemærkelsesværdigt marginaliseret eller forskudt siden etableringen af Frankrigs caribiske kolonier i midten af 1600-tallet
I et genrehistorisk perspektiv falder alle tre skuespil inden for det tidlige melodrama.[7]
Summary
Kan afrikanske tvangsarbejdere producere sukker, kaffe, indigo og andre varer i de fransk-caribiske kolonier på en måde, som både er økonomisk rentabel og i overensstemmelse med den sene oplysningstids rettigheds- og lighedsprincipper? Det spørgsmål blev presserende i Frankrig i sidste tredjedel af 1700-tallet, og det er udgangspunktet for denne artikels læsning af tre marginale franske melodramaer fra 1790’erne, der alle forholdt sig direkte til den haitianske revolution: Olympe de Gouges’ L’esclavage des noirs, ou l’heureux naufrage (1792), Charles Pigault-Lebruns Le blanc et le noir (1795) og Berraud de la Rochelle & Joseph Rosnys Adonis, ou le bon nègre (1798). Også hos Mercier forklares volden kausalt, idet den er foranlediget af ærgerrighedens synder, men hvor det hos Saint-Lambert blev ved forklaringen, så hyldes den retfærdige vold hos Mercier i et mytisk, religiøst register Også her er volden retfærdiggjort, idet Gud “med rette” har givet sværdet for at straffe en forudgående “ondskab”, og også her er målet at indstifte fred eller at “reetablere ligevægten”. Den sorte Spartacus rejser sig som en hævnens engel hos Mercier og Raynal ud fra samme retfærdige og proportionelle kausallogik som hos Saint-Lambert, men på en måde, der afføder en forventningsfuld jubel, som ikke er til stede i “Ziméo” og slet ikke i 1790’ernes dramaer. Artiklen i Éphémérides affødte forskellige typer af økonomisk og filosofisk respons fra både forsvarere og kritikere af slaveriinstitutionen, men i november 1791 nåede nyheden om slaveoprøret på St.-Domingue til Frankrig, og den nyhed forandrede diskussionens præmisser afgørende, ligesom i øvrigt den politiske radikalisering i Frankrig gjorde det
Sign-in/Register to view highlights & summary Sign-in/Register to access full text options 
Free) 
Talk to us
Join us for a 30 min session where you can share your feedback and ask us any queries you have
Schedule a call
