Abstract
Solveig Gade: “Simulated Theaters of War. On Rimini Protokoll and Harun Farocki’s explosion of the temporality and spatiality of the battle space”This article posits that the current alliances between the military, Hollywood, and the gaming industries mark an unprecedented degree of refinement in the use and shaping of the perceptual apparatuses of civilians as well as deployed personnel as an integral part of warfare. Resorting to Carl von Clausewitz’ concept of Theater of War and further drawing on the theoretical insights of amongst others James Der Derian and Tim Lenoir, the article seeks to investigate the explosion of the battle fields’ temporality and spatiality in today’s mediatized war scape. For this investigation, Harun Farocki’s video installation Serious Games and Rimini Protokoll’s performance Situation Rooms will serve as cases. Furthermore, the article will discuss how in different ways, the two works seek to make the seemingly forgotten events of war surface through a strategy of combining documentary and fictitious elements.
Highlights
Paul Virilio, hvordan militære og cinematografiske teknologier møntet på at forme såvel civilbefolkningers som soldaters perception af krig systematisk er blevet bragt i forbindelse med hinanden op igennem det 20. århundrede
Hvordan soldaten og piloten i den industrialiserede krigs æra i stigende grad oplever selve krigshandlingen igennem militære synsteknologier og medieringer
I denne artikel ønsker jeg at undersøge, hvilke konsekvenser denne udvikling har for forestillingen om slagmarken og i videre forstand for subjektets perceptive og affektive apparat
Summary
I sin lille, men betydningsfulde bog War and Cinema fra 1984 udforsker filosoffen. Paul Virilio, hvordan militære og cinematografiske teknologier møntet på at forme såvel civilbefolkningers som soldaters perception af krig systematisk er blevet bragt i forbindelse med hinanden op igennem det 20. århundrede. Der springer i øjnene som nyt eller anderledes ved den nutidige højteknologiske krigsmaskines måde at kalibrere og forme såvel civilbefolkningers som soldaters sanseapparat og forestillingsevne, synes imidlertid at være forbundet med den ophævelse af tidslig kronologi og spatial afgrænsning af slagmarken fra civilsamfundet, som Der Derian noterer, er karakteristisk for virtuous war. At den medialiserede repræsentation af krigen er blevet en lige så central del af konflikten som den kamp, der udspilles på den konkrete, territoriale slagmark, bekræftes af de billedkrige, som såvel vestlige koalitioner som løst organiserede terrornetværk har ført siden starten af 2000’erne.[5] De ofte chokerende visuelle repræsentationer af krig og konflikt og cirkuleringen af disse repræsentationer på tværs af mainstream og sociale medieplatforme er så at sige blevet et yderst effektivt våben i forhold til at forme det globale mediepublikums sanseapparat og forestillingssevne (Mitchell 2011, 2-3; Roger 2013, 46; Mirzoeff 2005, 69). I forlængelse heraf vil jeg argumentere for, at de to værkers kobling af teatrale og dokumentariske greb i den midlertidige afsondrede helhed, kunstrummet udgør, kan anskues som et forsøg på at få beskuerne til at sanse den simulerede slagmark, de bevæger sig igennem i værkerne, som materiel og virkelig
Sign-in/Register to view highlights & summary Sign-in/Register to access full text options 
Free) 
Talk to us
Join us for a 30 min session where you can share your feedback and ask us any queries you have
Schedule a call
