Abstract
Frederik Tygstrup: “Proust and the Literary Lacination of the Self”This essay investigates the mode of social and sensual experience developed by Marcel Proust in his novel In Search of Lost Time. The main hypothesis is that in Proust, the traditional understanding of experience as a relation between an experiencing subject and an experienced object is replaced by a more complex process of interaction and blending between the two, resulting in a concomitant fragmentation of the object and lacination of the subject. The first part of the essay is a theoretical inquiry into the notion of experience, based on a re-reading of Gilles Deleuze’s influential interpretation of Proust in Proust and Signs from 1964, with special attention to the affective nature of experience. On this basis, the second part undertakes a close reading of a few passages taken from the early part of the novel to demonstrate how experience is actually conceived in Proust and, of no less importance, how this conception is underpinned by specific and characteristic features of Proust’s prose style.
Highlights
Proust og det frynsede selv “ Proust sønderdeler sin egen person i talløse, isolerede jeg’er, hvis respektive verdner gennemskærer hinanden; Proust samler ikke blot på genstande fra den tabte tid – med en rigdom af detaljer, som langt overstiger deres oprindelige empiriske sammenhæng – han drejer snarere den forgangne tid, netop som sådan, omkring sit opløste jeg som et kuppelrum; sådan kan han post festum spænde sine billeder ud
Samtidig med den store fejring af 100-året for udgivelsen af første bind af Prousts roman, og med afslutningen på udgivelsen af den nye oversættelse af værket på dansk, er et andet jubilæum passeret mere upåagtet: Midt mellem de to datoer, i 1964, den gang Prousts roman var halvt så gammel, som den er i dag, udkom på fransk den unge filosof Gilles Deleuzes bog Proust og tegnene
Bogen var ikke stort anlagt, og Deleuze var ikke proustforsker; året forinden havde han udgivet en vigtig bog om Nietzsche, året efter kom en lille bog om Kant, og han var formentlig på dette tidspunkt også allerede i færd med at forberede to store værker om Bergson og om Spinoza, der udkom de følgende år
Summary
Proust og det frynsede selv “ Proust sønderdeler sin egen person i talløse, isolerede jeg’er, hvis respektive verdner gennemskærer hinanden; Proust samler ikke blot på genstande fra den tabte tid – med en rigdom af detaljer, som langt overstiger deres oprindelige empiriske sammenhæng – han drejer snarere den forgangne tid, netop som sådan, omkring sit opløste jeg som et kuppelrum; sådan kan han post festum spænde sine billeder ud.
Sign-in/Register to view highlights & summary Talk to us
Join us for a 30 min session where you can share your feedback and ask us any queries you have
Schedule a callDisclaimer: All third-party content on this website/platform is and will remain the property of their respective owners and is provided on "as is" basis without any warranties, express or implied. Use of third-party content does not indicate any affiliation, sponsorship with or endorsement by them. Any references to third-party content is to identify the corresponding services and shall be considered fair use under The CopyrightLaw.
