Abstract
En af de vigtigste lektier, vi kan lære af coronapandemien, er muligvis, at det gør en forskel, hvilken normativitet, der normerer måden, vi lever på. Det gør således ingen ringe forskel for menneske- og samfundsliv, om den normativitet er profylaktisk eller pædagogisk. Sygdom, usikkerhed og død er pandemiens tro følgesvend; og den profylaktiske fornuft har kronede dage i forbindelse med den slags kritiske hændelser. Herunder kan det hænde, at pædagogikken så at sige kommer i hænderne på den profylaktiske fornuft og bliver til profylaksens ”pædagogik”. Essayet problematiserer dette gennem et usamtidigt fyrstespejl med rødder i antikkens læge- og livskunst.
Sign-in/Register to access full text options 
Free) 
Talk to us
Join us for a 30 min session where you can share your feedback and ask us any queries you have
Schedule a call
