Prioritering, profilering og politisk orientering. Engagement og aktivisme i dansk udviklings- og bistandspolitik 1962-2015

Thorsten Borring Olesen

doi:10.7146/politik.v18i4.27625

Abstract

Since the late 1970s Denmark has persistently belonged to the small group of states honouring the UN goal for rich countries to donate at least 0,7 per cent of GNP yearly in o cial development aid. is approach has allowed Denmark to pursue an activist policy both multilaterally within international development institutions such as the World Bank, DAC, UNDP, etc. and bilaterally in relation to development countries where Danida, the central Danish aid organization, has been active. Development aid activism and inter- nationalism reached a zenith in the decade after the fall of the Berlin wall when Danish ODA passed the 1 per cent threshold and when the aid component under the heading of „active multilateralism“ was sought integrated into all dimensions of Danish foreign policy. is trend was reversed in the period after 2001 when the Liberal Fogh Rasmussen government took o ce backed by the development aid sceptics in the Danish People’s Party. Critics even maintain that Danish development has seen change resembling a paradigm shift in the post-2001 period. e problem, however, is complex and therefore, on the basis of an analysis of the prioritizing, the orientation and the international pro ling of Danish development aid, this article seeks to disentangle and discuss continuities and break in the role of development aid in Danish foreign policy since the adoption of the rst Danish development aid law in 1962.

Highlights

Da daværende udenrigsminister Per Hækkerup i 1965 lagde navn til bogen Danmarks udenrigspolitik, kanoniserede han en forståelse af udenrigspolitikken som spændt ud mellem fire hjørnesten: NATO, FN, Norden og Europa
En senere forskning har slået fast, at denne forståelse ikke kun var beskrivende, men til en vis grad også handlingsorienterende – og legitimerende baseret som den var på en funktionel kompartmentalisering (Due-Nielsen og Petersen 1995, s. 40) af udenrigspolitikkens forskellige elementer, som svarede til politikkens indholdsmæssige opdeling i de tre hovedkomponenter: 1) sikkerhedspolitik (NATO-hjørnestenen, og til dels FN-hjørnestenen); 2) udenrigsøkonomi/markedspolitikken Europa- og Norden-hjørnestenene), samt 3) idé- eller renommépolitikken (FN-hjørnestenen, og til dels Norden-hjørnestenen)
Samtidig er udviklingspolitikken med tiden blevet relativt højt prioriteret, hvilket bl.a. kan ses af, at Danmark siden slutningen af 1970’erne har været del af den lille håndfuld lande, som har levet op til FN’s målsætning for de rige lande om årligt at yde mindst 0,7% af BNI i statslig udviklingsbistand

Summary

Introduction

Da daværende udenrigsminister Per Hækkerup i 1965 lagde navn til bogen Danmarks udenrigspolitik, kanoniserede han en forståelse af udenrigspolitikken som spændt ud mellem fire hjørnesten: NATO, FN, Norden og Europa. Endelig for det tredje udstyrede bistandspolitikken både i sin multilaterale og sin nye bilaterale skikkelse det danske diplomatiske instrumentarium med nogle nye globale redskaber i dele af verden, der blev stadig vigtigere, men hvor Danmark ingen tradition havde for at være til stede (Borring Olesen & Villaume 2005, 374 ff.; Brunbech & Borring Olesen 2013, 114 f.).

Results

Conclusion