Hvad er revolutionær litteratur?

Hans Jacob Ohldieck

doi:10.7146/pas.v25i64.7925

Abstract

Hans Jacob Ohldieck: "Hvad er revolutionær litteratur? - Om nybarokken som tænkning og litterært udtryk i lyset af Den cubanske revolution"AbstractHans Jacob Ohldieck: “What is Revolutionary Literature? On Neobaroque as Thought and Literary Expression in Light of the Cuban Revolution”The article discusses two contrasting conceptions of revolutionary literature in the aftermath of the Cuban revolution of 1959: the “revolutionary novel”, drawing on a tradition of realism and an epic underpinning of the revolutionary project, and neobaroque, of which Cuban author Severo Sarduy created a theoretical framework on the basis of José Lezama Lima’s novel Paradiso. Through the figure of Sarduy, the dominant aesthetics of the Cuban literary sphere of the 60’s was confronted with a neobaroque theory with a radically different view on the characteristics of revolutionary literature.

Highlights

Da Fidel Castro kom til magten på Cuba efter revolutionen i 1959, så det for en stund ud til, at “tusen blomar kunne bløme fritt i kunst, kultur og litteratur,” skriver professor Birger Angvik i Sjå meg! Høyr meg! (2008, 116)
I denne artikel skal vi ikke beskæftige os med årsagerne til denne polarisering, hvad der skyldes dogmer, og hvad der var uundgåelige konsekvenser af realpolitisk nødvendighed og ydre pres
Hvordanseksualiteten og sproget mødes som excesser i forhold til revolutionen og tingenes orden, som to beslægtede former for erotisme: i Paradiso overskrider de begge nyttens sfære og arbejdets akkumulative og reproducerende struktur, som beskyttes af tabuer, der udgrænser det, Bataille kalder dépense, den unyttige udgift

Summary

Hvad er revolutionær litteratur?

Om nybarokken som tænkning og litterært udtryk i lyset af Den cubanske revolution. Da Fidel Castro kom til magten på Cuba efter revolutionen i 1959, så det for en stund ud til, at “tusen blomar kunne bløme fritt i kunst, kultur og litteratur,” skriver professor Birger Angvik i Sjå meg! Høyr meg! (2008, 116). Sarduys teori om nybarokken som revolutionær skrift har måske imidlertid lige så meget til fælles med den tænkning, man finder hos en fransk filosof, der ikke var tilknyttet Tel Quel, nemlig Gilles Deleuze, som vi også skal trække veksler på i det følgende. Den anden vender sig ikke længere mod oprindelsen, men siger ja til spillet og forsøger at nå hinsides mennesket og humanismen; dette navn menneske der er navnet på det væsen der gennem hele metafysikkens og onto-teleologiens historie, dvs. Mens Den cubanske revolution baserer sig på den første tolkning, menneskets og humanismens vej, har Nietzsche ifølge Derrida vist os vejen til den anden tolkning, “den glade bekræftelse af spillet i verden og af tilblivelsens uskyld, bekræftelsen af en verden af fuldkomne tegn, uden sandhed og oprindelse [...] Bekræftelsen bestemmer altså ikke-centret på en anden måde end som tab af centrum. Det er netop som bejaende spilbevægelse, Lezama Limas roman Paradiso kommer til syne, en bevægelse, der “prøver at komme forbi mennesket og humanismen”, som Derrida skriver. 124

José Lezama Lima

Hvad er nybarok litteratur?

Afsluttende sammenstrømninger mod en ny begyndelse

Oversat fra norsk af Tine Engel Mogensen