Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie i dansk strafferet

Morten Kjær

doi:10.7146/ntfk.v104i1.115003

Abstract

This article deals with the history of the principle of legality in Danish criminal law. The principle of legality is a relatively new invention and was first introduced with the criminal code of 1866 § 1. Before that, courts were given broad discretion in criminal cases. This discretion must be viewed as the logical consequence of the lack of a comprehensive and systematic criminal code such as that first issued in 1866 where it replaced the sixth book in the National Law of Denmark1683. With the promulgation of a new systematic criminal code it was possible to introduce the principle of legality in Danish criminal law in 1866. While the principle of legality was designed to secure the predictability of the criminal law, measures were also taken in order to secure flexibility in the application of the code by the courts. The often casuistic definitions of the criminal offenses in the National Law of Denmark were thus replaced by abstract definitions and thecourts were generally left with a wide margin of discretion when it came to questions of punishment. The criminal code of 1866 was thus built on a compromise between legality and flexibility.

Highlights

This article deals with the history of the principle of legality in Danish criminal law
Straf uden lov I 1537 afsagde den daværende øverste domstol i Danmark, Rettertinget, der bestod af kongen og rigsrådet, to vigtige domme.[5]
I den anden blev en mand, der havde indgået ægteskab nummer to uden at være blevet skilt fra sin første hustru, dømt »for slig gerning at være i vor nåde og unåde« – en potentiel dødsdom, der overlod det til kongen at fastsætte den endelige straf.[6]

Summary

Introduktion

»Straf kan kun pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller ganske må ligestilles med et sådant.«1. Ørsteds modstand mod et strafferetligt legalitetsprincip må især ses på baggrund af Danske Lovs usystematiske karakter.[34] I et vigtigt afsnit demonstrerede Ørsted med eksempler fra Danske Lov, at det var nødvendigt, at den blev suppleret med naturlige forbrydelser, der kunne straffes uden lovhjemmel.[35]. Forordningen byggede på principperne i oplysningstidens strafferet og sætter et skel i dansk strafferetshistorie.[60] Brugen af strafferammer brød dog både med Montesquieu og den fremtrædende strafferetstænker Cesare Beccaria (1734-1794), der Mellem Skylla og Charybdis – træk af legalitetsprincippets historie i dansk strafferet ikke levnede dommerne noget skøn i strafferetten.[61] Dermed tog forordningen det første skridt mod at introducere en generel fleksibilitet i strafferetten, som skulle udøves gennem dommernes skøn i den enkelte straffesag. »det er Højesterets opgave at sikre, at strafniveauet tilpasses samfundsforholdene ved angivelse af retningslinjer for udmålingen inden for lovens strafferamme«.67

Mellem Skylla og Charybdis

Jørgensen